Genbrug af flamingokasser hos Aarstiderne blev muligt med UVC tunnel
Hos Aarstiderne er arbejdet med bæredygtighed en integreret del af forretningen. Begrænsning af affald og øget genbrug har været i fokus længe før det blev et bredt krav i branchen.
Allerede i 2013 tog Aarstiderne et aktivt valg om at reducere deres affaldsaftryk og var blandt de første til at undersøge nye metoder til sikker genbrug af emballage. Det blev starten på et samarbejde med NATDIS om en UVC‑baseret løsning, som i dag danner grundlag for effektiv desinfektion af genbrugsemballage.
Med fokus på at minimere madspild og optimere genbrug arbejder Aarstiderne fortsat aktivt med løsninger, der understøtter både egne mål og FN’s verdensmål.
“Hos Aarstiderne prioriterer vi ansvarlig håndtering af emballage. Med vores specialbyggede UV-tunnel sikrer vi, at genbrugsemballagen holdes ren og kan anvendes sikkert igen – uden at gå på kompromis med kvaliteten eller hygiejnen.”
Aarstiderne har i mange år haft en effektiv returordning, hvor trækasser genbruges, indtil de er slidt op. For flamingokasser har det været mere udfordrende.
Materialets små porer gør det vanskeligt at sikre tilstrækkelig rengøring, da bakterier, vira og svampe kan gemme sig i overfladen. Samtidig stiller fødevaresikkerhed og myndighedskrav høje krav til desinfektion.
En målrettet UVC-løsning
Løsningen blev en specialudviklet UVC‑tunnel, designet specifikt til Aarstidernes håndtering af flamingokasser.
Tunnelen er integreret i logistikken og sikrer en ensartet og effektiv desinfektion, hvor kasserne automatisk behandles med UVC‑lys. Herved inaktiveres bakterier, vira og svampe på overfladerne – uden brug af kemikalier og uden at efterlade restprodukter.
Den automatiserede løsning gør det muligt at opretholde et højt hygiejneniveau uden at påvirke arbejdsgangen, samtidig med at krav til fødevaresikkerhed overholdes.